Forældre/barnholdet er et hold for alle børn der kan kravle eller gå i 0-3 års alderen. Vi vil have fokus på leg og bevægelse for børnene sammen med deres forældre (eller en anden voksen). Vi leger med små redskaber, vi synger og bevæger os til musik og ikke mindst udfordrer vi børnene på store, sjove redskabsbaner sammen med mor eller far.
OBS! Forældre/barn og tumlinge træner på samme tidspunkt, så er man i tvivl om, hvilket hold der er bedst til ens eget barn, så kan man bare prøve sig frem og evt. skifte i løbet af sæsonen. Synes man at ens barn er for lille til at starte på forældre/barnholdet til sæsonstart, så er man velkommen til at starte op senere på sæsonen, når barnet er blevet lidt større.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Tumlinge
Aktive piger og drenge fra 3 år
Tumlingegymnastik er for alle børn i børnehavealderen. Vi har det sjovt, mens vi bevæger os og leger til musik og på redskaber.
Børnene vil blive præsenteret for en række lege og rytmik, ligesom vi hver gang vil tumle en masse på redskabsbanen. I løbet af sæsonen prøver vi kræfter med spring, fx kolbøtter, forøvelser til vejrmøller, ophop i trampolinen osv., så når sæsonen er færdig, kan alle børn mærke, at de har flyttet grænser og er blevet dygtigere, mens de har haft det sjovt. Har man stadig brug for at have sine forældre med til gymnastik, så er de også velkomne på dette hold.
OBS! Forældre/barn og tumlinge træner på samme tidspunkt, så er man i tvivl om, hvilket hold der er bedst til ens eget barn, så kan man bare prøve sig frem og evt. skifte i løbet af sæsonen.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Mini spring og rytme
0. - 2. klasse kun for piger
Mini spring og rytme (0-2 kl.) er et hold for børn, som har ingen eller lidt kendskab til rytme- og springgymnastik. På holdet arbejder vi med at give barnet forskellige grundforståelser for rytme og spring. Dette gøres gennem en legende tilgang til gymnastikken.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Crazy boys
Borbjerg 0. - 6. klasse
Dette hold er kun for drenge, som har lyst til at tonse og bruge en masse energi, mens I har det sjovt. Målet med dette hold er, at få brændt en masse krudt af mens vi springer og har det sjovt.
Så kom og vær med til at springe en masse på alle vores fede redskaber: Airtrack, trampolin, dobbeltminitrampolin, springgrav osv.
Pris: 600 kr. Tidspunkt og sted: Tirsdag 15.30 – 17.00
Opstart tirsdag d. 17.9.2025
Tilmelding: Foregår nederst på siden
BGU/TGF juniorpiger (rytme)
Borbjerg-Skave 4. - 8. klasse
Juniorholdet er for alle, der har lyst til at lave gymnastik, lære noget nyt og møde andre gymnastikglade unge mennesker. Holdet er opdelt så juniorspringerne og juniorrytmerne træner hver for sig i hallen. Der er altid fælles opvarmning.
Juniorrytmerne: På det her hold laver vi spændende rytmetræning, hvor du får lov til at fokusere og arbejde i dybden med rytmegymnastikken.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
BGU/TGF juniorhold (legenderne)
Borbjerg-Skave 3. -9. klasse
Juniorholdet er for alle, der har lyst til at lave gymnastik, lære noget nyt og møde andre gymnastikglade unge mennesker.
Holdet er opdelt så juniorspringerne og juniorrytmerne træner hver for sig i hallen. Der er altid fælles opvarmning.
Juniorspringerne: På dette hold, springer vi en masse, laver styrketræning og lære nye spring. Så uanset om du har masser af erfaring med at springe, eller du aldrig har prøvet det før, så er der plads til dig her. Vores dygtige trænere har stor erfaring med at tage imod, og kan hjælpe dig videre mod nye, større spring i løbet af sæsonen.
Så kom og vær med til at springe en masse på alle vores fede redskaber: Airtrack, trampolin, dobbeltminitrampolin, springgrav osv. Tilmelding: Foregår nederst på siden
Mandagsholdet
Gymnastik for alle
Mandagsholdet – Gymnastik for alle Kom og få styrket dine muskler og få sved på panden
BGU Gymnastik er glade for at kunne annoncere at Mandagsholdet er tilbage!
Vi træner mandage kl. 16.30 – 18.00 i hallen i Borbjerg-Hvam Kultur og Fritidscenter.
Der er fokus på at styrke og stabilisere alle muskelgrupper med inspiration fra gymnastik, pilates og yoga. Træningen medvirker til glæde og velvære samt smidighed og en god holdning. Alle kan være med uanset alder, køn og erfaring.
Kom og deltag i en gratis prøvetime for at se, om det er noget for dig.
Træner: Mette Krog
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Morgengymnastik
Morgengymnastik for unge og ældre
En rar og gavnlig gang morgengymnastik for unge såvel som ældre, kvinde såvel som mand. Vi siger godmorgen til hinanden, til vores krop og går glade hjem med energi til resten af dagen.
Vi snakker gerne om individuelle hensyn og alternative øvelser.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Rytme for piger/kvinder
16 - 99 år
BGU og TGFs rytmehold er for unge kvinder og damer i alle aldre, som bare ikke kan lade være med at bevæge kroppen, når musikken brager ud af højtalerene og rummet kalder på fejesvinge og hygge.
Holdet er for nybegyndere og øvede gymnaster, som savner at bevæge sig i et passende tempo.
Vi skal sammen blive dygtigere, stærkere og mere smidige, end da vi startede. Vi skal have det sjovt både før, under og efter træningen. Kom og deltag i en gratis prøvetime for at se, om det er noget for dig.
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Kæphest
Piger 8 - 15 år
Velkommen til vores sjove og kreative kæphestehold for piger i alderen 8 til 15 år!
Her kombinerer vi leg, motion og fællesskab med kæpheste som omdrejningspunkt.
Vi laver kæphesteridning, forhindringsbaner, opvisninger og kreative værksteder, hvor pigerne selv kan designe og pynte deres kæpheste. Holdet styrker motorik, balance og fantasi – og vigtigst af alt: her er plads til alle, uanset niveau.
Kom og vær med til at opleve kæphestemagi sammen med andre!
NB: Du skal have din egen kæphest med.
Pris: 250 kr.
Tidspunkt og sted: Gymnastiksalen, fredag kl. 15.00 – 16.00
Opstart fredag d. 5.9.2025 i Borbjerg
Tilmelding: Foregår nederst på siden
Dart & bajer
Kun for mænd 18 - 99 år
Velkommen til Dart og Bajer – vi skal have så mange mænd op af sofaen som muligt.
Vi vil i starten mødes hver 2. fredag fra kl. 19.30 – 22.00, hvor vi vil kombinere præcision, hygge og godt selskab!
Vi starter hver gang med en let opvarmning for at få gang i kroppen, og derefter dyster vi i dart på hyggelig og uformel vis. Når pilene er kastet, runder vi af med en velfortjent øl og god snak.
Her handler det om fællesskab, sjov og afslapning – ikke om at være verdensmester.
Kom som du er!
NB: Vi spiller med softtip-dartpile (plastik), så hvis du har dine egne, må du gerne tage dem med.
Pris: 200 kr.
Tidspunkt og sted: Gymnastiksalen, hver anden fredag kl. 19.30 – 22.00